Hvis der blev etableret en Superliga for byens ølsteder, så ville uden tvivl Mikkeller være blandt de helt store mesterskabsfavoritter.
Det skyldes mest en dels stedets store variation i eget bryg, hvor nærmest enhver smagsnote, enhver maltnuance og enhver kombination af tænkelige (og utænkelige) ingredienser skaber et sandt orgie af muligheder. Øllet er frembragt med sans for kvalitet, og omgivelserne på stedet spiller fint op til denne intention.
Der er ikke gjort meget ud af storladent møblement, nips, og ophæng på væggene, men i stedet er der rene og klare linjer, der skaber passende fokus på stedets reelle force: Det gode øl.
Fadhanerne har skiftende indhold, så spørg den kyndige betjening om retning og smag, så vil du med sikkerhed blive vejledt på ordentlig vis. Skal du finde et sted, hvor du næsten uanset vil kunne vinde væddemålet ”Du siger du ikke ka’ li’ øl, men jeg kan finde en du kan li’”, så er det her.
Ud over de 20 haner, har stedet eget øl og udvalgt andet øl på flaske, hvis du enten er meget kræsen eller så tørstig, at du får smagt dig igennem det hele der står på tavlen med fadindhold.
Der er også fint udvalg i stærkere dråber, også af egen produktion, fx rom og whiskey, ligesom der er snacks i form af fx god ost.