På Gammel Kongevej i nummer 90 ligger Vinstue 90, stedet som er kendt for ”slow beer” og ikke vin som navnet kunne antyde. I daglig tale går stedet under navnet "90'eren" og det er en institution i det frederiksbergske værtshusmiljø.
Beværtningen blev grundlagt i 1916 og har stort set ikke skiftet inventar siden. Betjeningen er venlig og skjorteklædt med en fin viden om øl.
Fadøllen er en pilsner, serveres uden kulsyre, og skal stå et kvarter, før den er klar. Stamkunder bestiller en slow beer og nyder så en flaskeøl, mens de venter på herligheden. Udover den berømte langsomme fadøl, samt et gængs sortiment af almindelige øl, har stedet et fint udvalg af specialøl på flaske. Et udvalg som løbende varieres efter årstidernes skifte, og hvad der elles inspirerer ejerne. Her findes såvel øl fra bedre udenlandske bryggerier som fra danske mikrobryggerier.
Er man sulten er man velkommen til at nyde eget medbragt smørrebrød til sin øl.